“American Fried Chicken” er altid lækkert, men jeg har lidt af et problem med friturestegning. For det første giver det jo mange ekstra kalorier fra den store mængde olie, der suges ind i paneringen. Og for det andet gider jeg rent ud sagt ikke at stå med en masse olie, der sprøjter og evt. skal kasseres bagefter.
Airfryeren er blevet enormt udbredt, men inspireret af nogle youtube-videoer, der sammenligner en airfryer med en varmluftovn har jeg set, at man kan gøre det samme i en varmluftovn, blot maden placeres på en rist med en bakke under. Og den mulighed har de fleste i deres helt almindelige ovn.
Få det møreste, saftigste kyllingekød med masser af smag og et strejf af chili i baggrunden – eller et chili-spark, hvis du foretrækker det.
Amerikansk Fried Chicken i varmluftovn – med kartoffelbåde
Udstyr
- 1-2 rist (riste) over bradepande eller plade (evt. en til kylling og en anden til kartofler)
- 1 Oliespray (du kan købe en oliespray/smørspray eller bruge en forstøver)
- 1 varmluftovn
Ingredienser
Krydring og marinering (du kan bruge lige den krydring, du foretrækker – dette er et forslag)
Alle mål er (selvfølgelig) strøgne
- 1 1500-1700 grams hel kylling ELLER
- 4 hele kyllingeben (over- og underlår)
- 2 spsk paprika
- evt. 2 tsk røget paprika (hvis du har)
- 1 tsk gurkemeje
- ½-2 tsk chilipulver eller cayennepeber Vil du have et strejf eller et spark? Variér mængden derefter
- 1 spsk løgpulver
- 2 tsk hvidløgspulver
- ½ tsk peber
- 1 spsk salt
- 2 tsk bagepulver
- 1 spsk brun farin eller brunt rørsukker
- 4 dL kærnemælk
Panering og stegning
- 150 g hvedemel
- 75 g majsstivelse (Maizena)
- Olie til spray
Kartoffelbåde (brug de krydderier, du bedst kan lide – dette er mit forslag)
- 1½ kg kartofler
- 1 spsk eddike
- salt til kogning
- 2 spsk olie
- 2 tsk chiliflager
- 2 tsk paprika
- 1 tsk løgpulver
- ½ tsk hvidløgspulver
- 1-2 tsk tørret timian eller Herbes de Provence
Fremgangsmåde
Krydring og marinering
- Partér kyllingen i 8 nogenlunde lige store dele eller halvér kyllingebenene i over- og underlår
- Bland alle krydderierne + bagepulver og sukker
- Hæld et par toppede teskeer af blandingen over kyllingestykkerne og fordel det. Lad det lige ligge en 5 minutters tid, så det sidder lidt fast. Stil resten af krydderiblandingen til side til næste dag
- Hæld kærnemælken i en skål af passende størrelse og sænk kyllingestykkerne derned. De skal helst være dækkede af kærnemælk. Stil på køl (tildækket)
Næste dag – eller efter nogle timer: Kartoffelbåde (renses og koges gerne en times tid eller længere før resten af tilberedningen)
- Vask kartoflerne og gå dem efter for pletter og lignende
- Skær dem i forholdsvis store både
- Koges i letsaltet vand tilsat eddike i 5 minutter. Hældes i en sigte eller et dørslag og stilles til afdrypning og afkøling, gerne en time eller længere
- Hæld olien og krydderierne i en plasticpose, jeg bruger en på 8 liter
- Put kartoflerne i posen og fordel olien og krydderierne jævnt. Det er forbavsende nemt.
- ENTEN
- Fordel kartoflerne i bunden af den bradepande, du vil lægge kyllingeristen over. Så bliver de forholdsvis bløde
- ELLER
- Læg dem på en rist, som du kan have en "drypfanger" under. Så bliver de mere sprøde
Tilberedning af kylling
- Tag kyllingestykkerne op af kærnemælken og lad dem evt. dryppe lidt af.Kærnemælken kasseres pga. risiko for salmonella. Hvis du vil undgå madspild, kan du fryse den og bruge den igen næste gang.
- Bland hvedemel, majsstivelse og resten af krydderiblandingen fra dagen før
- Put kyllingestykkerne, et ad gangen, ned i paneringen og sørg for, at de har et lag over det hele. Ryst dem ganske let, før de forsigtigt (så paneringen ikke tager skade) lægges på den rist, du vil tilberede dem på
- Spray kyllingestykkerne med et tyndt lag olie eller smør på den del, der er synlig. Forsøg at ramme dem over det hele.
- Kartofler og kyllinger stilles i en ovn, forvarmet til 190° varmluft
- Tilberedes i 45 minutter
- Velbekomme!
1 Comment
Det lyder som en fantastisk opskrift på “American Fried Chicken” uden brug af friture eller airfryer. Jeg kan godt forstå dine bekymringer vedrørende de ekstra kalorier og besværet med friturestegning. Det er spændende at høre, at man kan opnå samme resultat ved at bruge en varmluftovn og placere maden på en rist med en bakke under. Det gør det meget mere tilgængeligt for de fleste mennesker, da de fleste har en helt almindelig ovn derhjemme.
Jeg kan virkelig godt lide idéen om at få det møreste, saftigste kyllingekød med masser af smag og et strejf af chili. Kærnemælkens syrlighed lyder som en god måde at få kødet til at blive mørt og saftigt på, og det er rart at vide, at man også kan bruge almindelig mælk som erstatning, hvis man ikke har kærnemælk ved hånden.
Tilbehøret med krydrede kartoffelbåde og en grøn salat lyder også lækkert. Jeg kan godt lide, at du nævner, at hvis man har to riste til ovnen, kan man undgå at tilberede kylling og kartofler i lag, hvilket vil gøre begge dele sprødere. Det er gode tips!
Jeg vil helt sikkert prøve denne opskrift på American Fried Chicken i min varmluftovn. Det lyder som en sundere og nemmere måde at tilberede denne lækre ret på. Tak for at dele opskriften med os!
https://roy2a.blogspot.com/