I min barndom fik vi af og til varm kartoffelsalat, som regel med røde pølser til. Og derefter fik jeg i øvrigt ikke den ret i rigtigt mange år.
Men her i Tjekkiet kan man af og til få en variant, som kaldes “Wiener-Kartoffelsalat” eller bare let kartoffelsalat. Den minder om den fra min barndom, men har lidt mere smag pga. den bouillon, der også tilsættes.
Den bedste udgave nogensinde har jeg fået serveret med en schnitzel på restaurace Dačický i byen Kutna Horá, der er kendt for sit besynderlige knoglekapel. Når jeg møder danske gæster i Prag, der tidligere har været på tur med mig til Kutna Horá, er dette pragtmåltid næsten altid oppe at vende.
I al ubeskedenhed synes jeg, det nu er lykkedes mig at ramme en opskrift på Let Kartoffelsalat, der kommer tæt på mesterudgaven fra restaurace Dačický
Wiener-kartoffelsalat – lun kartoffelsalat
Ingredienser
Alle mål er strøgne!
- 1,5 kg kogefaste kartofler
- 3 dl fond eller bouillon. Jeg bruger oksebouillon, kyllinge- eller grøntsagsbouillon kan selvfølgelig også bruges.
- 3 fintsnittede løg, mellemstørrelse Jeg foretrækker rødløg
- 5 spsk olie Gerne olivenolie
- 5 spsk eddike Evt. en god æbleedikke, hvidvinseddike eller lignende
- 1 spsk dijonsennep Eller 2 spsk almindelig sennep
- 3 spsk sukker
- evt. 2 tsk tørret esdragon Eller finthakket frisk esdragon
- 1 tsk salt
- friskkværnet peber
- evt. 2 forårsløg Til pynt/drys
- evt. Balsamico-reduktion Kan købes færdiglavet i f.eks. Lidl
Fremgangsmåde
- Kog kartoflerne, hæld vandet fra og lad dem afkøle noget, indtil du kan håndtere dem uden at brænde fingrene. Det er op til dig, om du foretrækker at skrælle dem før kogning eller pille dem efter kogning. Nye kartofler kan blot skrubbes.
- Skær kartoflerne i skiver og læg dem i bouillonen, som de skal trække i. Lad det trække et stykke tid, indtil kartoflerne har optaget det meste af bouillonen.Bruger du små, nye kartofler, skal du også skære dem over, for ellers optager de ikke bouillonen godt nok.
- Pil og snit løg (rødløg ser pænest ud).
- Pisk olie, eddike, sennep, sukker, (evt. esdragon), salt og peber grundigt sammen, gerne med stavblender. Tilsæt løgene.
- Hæld dressingen over kartoflerne og vend rundt.
- Pynt evt. med fintsnittet forårsløg.
- Server lunken/lun
- Pynt evt. med et par striber af Balsamico-reduktion – det passer fremragende til retten.
1 Comment
Ser spændende ud , det skal prøves