Råvarer Opskrifter

Hvad er der nu galt med olivenolie og groft salt?

9. januar 2022
olivenolie

Er olivenolie og groft salt altid de bedste valg? Næppe!

Hvad er der nu galt med olivenolie og groft salt?

Ikke noget! Ikke noget som helst.

Men det er ikke desto mindre et par ingredienser, jeg ofte lægger mærke til, når jeg kigger på opskrifter. For hos nogle bliver der simpelthen konsekvent ”beordret” olivenolie (ofte med tilføjelsen ”god”) og groft salt. Jeg har en fornemmelse af, at det mere er vane end omtanke, der ligger bag.

Nogle gange giver det mening. Men ofte gør det ikke. Hvis f. eks. jeg laver en sauce og tilsætter salt, så opløses det. Og det er fuldstændig ligegyldigt, om det er fint, groft, fra Læsø, fra Middelhavet eller lignende. Det er NaCl, natriumklorid, og det opløses. Hvis der skulle være en smule mineraler i, så er det næppe noget, der har betydning for min sundhed. Så jeg vil nøjes med at skrive ”salt”, medmindre det er i en servering, hvor man ser og nyder, at det er groft, måske i flager.

Og olie…

I de fleste tilberedninger foretrækker jeg en smagsneutral olie med gode stegeegenskaber. Som f. eks. vindruekerneolie eller rapsolie. De kan tåle høj varme og indeholder gode fedtsyrer. Jeg lover, at jeg aldrig vil forfalde til at skrive ”formen smøres i en god olivenolie”, som jeg faktisk har set i en opskrift. Og laver jeg en Gochujang marinade med masser af chilipasta, chilipulver, hvidløg og ingefær, så ville selv den bedste olivenolie drukne og ikke kunne smages. Det samme gælder for min Chili con carne.

Jeg har intet imod olivenolie. Jeg holder meget af det. F. eks. i en salat, sammen med nybagt brød eller på en pizza. Og i masser af andre sammenhænge.

Men jeg vil hellere købe en bedre olivenolie og bruge den mindre hyppigt – og så nøjes med ”olie” i de mange tilfælde, hvor det ikke er en fordel med koldpresset extra jomfru olivenolie.

Sådan! Nu fik jeg luft.

Men du vil se mig skrive friskkværnet peber igen og igen. Det kan jeg nemlig smage!

Du synes måske også om

Ingen kommentarer

Efterlad en kommentar